Skip to content back to nav
 
 

Dagligdagen i De 4 Årstider

Dagligdagen rummer mange rutiner og praktiske gøremål, som er oplagte rammer for udvikling, samtale og samhørighed.

Dagen begynder i vores alrum, hvor der er mulighed for et let morgenmåltid, for de børn der ikke har fået spist hjemmefra. Efterhånden som flere børn og voksne møder ind, fordeler vi os rundt i huset.

Vuggestuebørnene har deres stuer og opholdsrum i den ene ende af huset, hvor de også har egen legeplads tilknyttet. Dagen i vuggestuen begynder med lidt leg, imens de sidste børn ankommer. Kl. 9 spises der lidt formiddagsmad, og herefter er der tid til aktiviteter og leg. Det kan være at vi går på legepladsen og gynger, en lille tur i området og finder snegle, synger sange, læser bøger eller bruger kroppen når vi boltrer os med puder og bolde. Kl. 11 er det tid til frokost efterfulgt af en lille lur for de fleste, og når børnene er vågne skal eftermiddagsmåltidet spises, inden der igen er tid til leg.

Børnehavebørnene har mange rum til rådighed, som er indrettet med forskellige muligheder for leg og aktivitet. Bl.a. har vi en dukkekrog, et kreativt værksted og en stor sal med ribbe, madrasser og puder til motorisk udfoldelse. Til tider har børnene mulighed for selv at finde på og fordybe sig, til andre tider er personalet igangsætter af pædagogiske aktiviteter, udflugter og lege. Det kan være med udgangspunkt i pædagogiske læreplaner og mål, eller udspringe af interesser og initiativer der kommer fra børnene. Efter frokost er vi som regel på legepladsen, og de der har behov får en lille middagslur. Omkring kl. 14 spises eftemiddagsmåltidet som børnene har med hjemmefra.

Sidst på eftermiddagen, når de første børn og voksne er gået hjem, samler vi os som regel, vuggestue og børnehave, og slutter dagen af sammen, ligesom vi startede den.